En milepæl...

24. februar 2012



Når man bliver mor til et barn, sker der noget helt specielt inden i en, som man har svært ved at sætte ord på.

De 9 måneder går man og glæder sig, planlægger en masse ting både praktisk men også på længere sigt. Pludseligt sker der noget som man ikke selv er herrer over og ikke kan styre, kroppen har taget over. 

Barnet bliver født alt alt alt for tidligt og ens planlægning bliver afbrudt af bekymringer, kaos, angst, lykke, og mange flere følelser.. Hvad skal der nu ske, vil barnet overleve og vil det blive til en værdig verden (- der er forskel på hvad man mener, er værdigt). Hvad venter i fremtiden, en ny hverdag på et sygehus, ud af sine hjemlige trygge rammer.

Det var hvad der skete for mig for lidt over 1 1/2 år siden, da jeg pludseligt gik i fødsel og den ikke var til at bremse. Jeg fødte vores lille mirakel Celina, hun skreg men var meget lille og havde brugt for hjælp og støtte. Vores nye hverdag blev på Rigshospitalets neonatalafdeling, (- tak til det fantastiske team der er der, de er dygtige og har stor betydning for os) hvor vi var gennem en hård tid med 1 skridt frem og 10 tilbage i lang tid men pludseligt gik det stødt frem og vi kom hjem.. FANTASTISK…

I dag var vi til kontrol og ja lægen havde ikke meget at komme efter hos vores mirakel som klarer sig uden mén, (ind til nu).  Der var ikke meget han kunne finde på at sige, andet end at veje og måle hende. Han fortalte så de stolte forældre, at nu var Celina afsluttet og skulle ikke kontrolleres som ”for tidligt født” længere, hun skulle nu bare følges hos egen læge. Det var med stor glæde vi på en måde kunne klippe navlesnoren til den del af Celinas liv på sygehus..  Der er selvfølgelig stadig nogle hensyn der skal tages, men det er få.
Første dag, med mor og fars hænder...
Ude af respirator og nu i c-pap  

(Der kan jo som nogle er bekendt med, komme nogle usynlige senfølger som vi ikke er kendt med endnu… Men dem skal vi nok klare...)


3 kommentarer:

  1. Tillykke med jeres Celina. Dejligt at i nu er dét skridt videre! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din hilsen, den varmede..
      Kh Camilla

      Slet
  2. Hej Camilla. Jeg faldt tilfældigvis over din blog, da jeg ledte efter lidt vejledning til nogle kilemasker :-) Jeg fødte selv vores datter Ea i uge 34 + 0. Som dig, gik vandet bare lige pludselig (tror stadig jeg leder efter en forklaring). Ea var 2.040 g og havde vanskeligt ved at få gang i lungerne, men efter 5 ugers indlæggelse kom vi hjem. Synes jeg gennemlever lidt af det, når jeg læser dit indlæg, puha. Heldigvis er hun nu en super livlig og fræk pige, der er på 'normal' størrelse (se et par billeder på: sytraad.dk. Ha' en go'aften. Knus

    SvarSlet

Tak fordi du læste med hos mig.. Vil blive glad for en hilsen.. Jeg læser alle kommentarer og det varmer mig meget.. Vil bestræbe mig på at svare jer alle, men bær over hvis jeg ikke når det.. Ses i blog verden..